top of page

Kunstens og videnskabens billeder

Else Marie Bukdahl

Selv om billedkunst og naturvidenskab er to selvstændige, men forskellige erfarings- og vidensområder, har der gennem hele kunsthistorien været en række relationer mellem dem.  Snart har de været stærke og intense, snart ret spinkle. Men billedkunst har til alle tider været den kunstart, der altid har haft de tætteste forbindelser med naturvidenskaben. Der skyldes især, at iagttagelse, erfaring og eksperimenter er vigtige udgangspunkter for både kunstnerens og videnskabsmandens forsøg på at nå frem til ny indsigt. Også det direkte forhold til verden, stoffet og rummet spiller en central rolle i både videnskabens og kunstens forskelligartede arbejdsprocesser. Det er først efter at atomfysikken blev skabt, at naturvidenskabens repræsentanter i højere og højere grad har fået blik for, at det er vigtigt at bygge bro mellem naturvidenskab og  billedkunst. 

 

Nobelpristageren i kemi, Ilya Prigogine har adskillige gange påpeget, at netop Niels Bohrs tolkning af kvantemekanikken har været med til at nedbryde grænserne mellem naturvidenskabens og kulturens verden og berede vejen for oprettelsen af et nyt kontaktnet mellem dem. Han har således understreget, at ”den erkendelsesinteresse, som naturforståelsen tager sigte på, pålægger os at opdage os selv som aktører dér, hvor vi troede blot at kunne fordybe os i anskuelsen af objektet og at erkende grænserne for vore aktionsmuligheder, samt nødvendigheden af at vente og se dér, hvor vi troede vi kunne kontrollere.” ”Vi tror derfor”, fortsætter Prigogine, at ”den kendsgerning, at denne videnskab (naturvidenskaben), som frugtbargør så megen anden skabende tænkning, og er nået dertil, at den anerkender undersøgelsernes nødvendige forskelligartethed og umuligheden af en eneste model a priori for en rationel forståelse, har stor kulturel betydning. Det er vigtigt, at vi i dag ved, at selv den fysiske verden ikke er simpel, og at den ikke som sådan uden videre underkaster sig vore manipulationer.”   Prigogine håber derfor på, at naturvidenskaben ”i dag kan åbenbare sig som en ’poetisk lytten’ til naturen og til naturprocesserne i naturen, en proces, der er åben for produktion og opfindelser i en åben, produktiv og kreativ verden.”     

 

Også Albert Einstein har været optaget af at etablere relationer mellem kunst og videnskab. Han har defineret dem på følgende måde: 

”If web trace out what we behold and experience through the language of logic, we are doing science; if we show it in forms hose interrelations are not accessible to our conscious thought but are intuitively recognized as meaningful, we are doing art. Common to both is the devotion to something beyond the personal, removed from the arbitrary.”

Kaosforskningens repræsentanter har et særligt godt blik for, at de kunstneriske udtryksformer – f.eks. maleri, skulptur og de digitale medier – kan formidle en vigtig viden om tilværelsen, som kan inspirere naturvidenskabsmanden og åbne nye porte for ham. At netop de såkaldte ”kaos-forskere” har denne opfattelse, skyldes uden tvivl, at de arbejder med ikke-lineære systemer  - f. eks. strømhvirvler, skyer og fraktaler -  og bruger billedet som en vigtig erkendelsesform. Nobelpristageren Mitchell Feigenbaum, der fandt orden og mønstervirkninger i de kaotiske systemer, har ligefrem understreget, at han bruger den indsigt, der er udtrykt billedkunst i sin egen forskning:  

”På en måde er kunst en teori om, hvordan verden ser ud for mennesker. Det er fuldstændig indlysende, at vi ikke kender verden omkring os i detaljer. Kunstnerne har indset, at der kun er ganske lidt, der er vigtigt. Og de har set, hvad det er. Så de udfører noget af min forskning for mig. Når man se på en tidlig Van Gogh, er der fantasillioner af detaljer indlagt. Der er altid en umådelig mængde information i hans billeder. Det gik åbenbart op for ham, hvad der er den mindste portion, man kan nøjes med.” Feigenbaum og hans forskerhold fandt ud af, at ”naturen danner mønstre. Nogle er ordnede rumligt, men ikke tidsligt, andre ordnede tidsligt men ikke rumligt. (..) Dannelsen af mønstre er blevet en gren af fysikken og af materialevidenskaberne.”  Feigenbaum og de andre forskere, der arbejder med kaosforskning har et særligt godt blik for det skabende i erkendelsens bevægelse og for den betydningsskabende kraft, som et kunstværk  rummer.  De har derfor haft stor betydning for videreudvikling og forskellige præciseringer af forholdet mellem kunst og videnskab. 

 

Takket være den rivende udvikling i informationsteknologien og frembringelsen af stadig mere avancerede teknikker til produktion af videnskabens billeder, er der i dag bedre mulighed for at sammenligne kunstens og videnskabens billeder og dermed skabe en bedre platform for en mere frugtbar dialog mellem videnskab og kunst. Visualisering indtager en stadig større plads i den videnskabelige forskning. Det skyldes først og fremmest, at ”den stadig større computerkraft, som muliggør generering og af behandling enorme mængder af data har skabt et bydende behov for teknikker, der kan lette udforskning, analyse og kommunikation. I stigende omfang er dette behov blevet mødt effektivt ved at bruge computer til at præsentere data i grafisk form.”  Men også andre teknikker, der bruges i produktionen af videnskabens billeder, er blevet udviklet på nye og overraskende måder. Man behøver blot at tænke på, hvad for eksempel mikroskoper og elektromagnetisk telemåling i dag kan registrere. Men videnskabens billeder er ikke blot en anskueliggørelse af data og indsigter. For gennem visualiseringen afsløres ofte små nuancer eller omfattende perspektiver i de billedliggjorte data, som ellers ville forblive helt eller delvist skjulte og som rejser nye spørgsmål og animerer til nye undersøgelser. Videnskabens billeder visualiserer det, vi ikke kan se med det blotte øje. Derfor virker de så fascinerende. I videnskabens billeder får beskueren en anskuelig forestilling om de aspekter i vor tids naturvidenskab, som Ilya Prigogine med et poetisk ord har kaldt ”genfortryllelsen af verden.”  

 

Ikke få billedkunstnere har skærpet og udvidet deres oplevelses- og erfaringsfelt gennem bearbejdningen af den videnskabelige forsknings afdækning af ny viden og nye vilkår for naturerkendelse. Kunsthistorien rummer adskillige eksempler på, at nye former for billed- og rumdannelser er opstået som et resultat af et samspil mellem den videnskabelige erkendelse og den kunstneriske erfaring.  I den italienske renæssance var samspillet mellem kunst og videnskab særligt intenst. F. eks. afdækker Leonardo da Vincis skitser og noter adskillige vigtige korrektioner til samtidens verdensbillede. Også i vor tids informations-samfund er der en meget frugtbar dialog mellem billedkunstnere og naturvidenskabsmænd. Den amerikanske billedkunstner Frank Stella har bl. a. skabt paralleller til  fragtal-geometriens billeder.   Det samme gælder de danske kunstnere Stig Brøgger og Hein Heinsen.  Adskillige yngre udenlandske billedkunstnere -  f. eks. Joachim Sauter og Tomas Saraceno – har  bearbejdet kunstnerisk henholdsvis forskellige digitale teknologier og ”kaotiske fænomener”, som f. eks. skydannelser.

 

Billedkunstnerne har medvirket til at skærpe vort blik for, at ”mangfoldigheden i den videnskabelige forestillingsevne kan være nyttig til at forstå både det historiske og det politiske materiale på en ny måde.”  Og billedkunstnernes bearbejdninger af videnskabens billeder afslører, præciserer og intensiverer deres indhold og forlener dem med en ny og uventet fascinationskraft og visuel styrke.

 

Det viser med al ønskelig tydelighed Ellen Karin Mæhlums originale kunstneriske bearbejdninger af mikroskopfoto af små geologiske mønsterdannelser og af plankton. Hun har - som ”kaosforskerne”  - været optaget af  at visualisere på forskellig måde de små for det blotte øje ofte lidet synlige og helt usynlige geologiske mønstervirkninger og bittesmå planktonorganismer. Med sikker hånd fører hun os ind i en for de fleste mennesker ukendt verden, hvor vi møder betagende smukke mønstervirkninger, der er præget en utrolig variation og kompleksitet.

 

I serien GEOTRYKK har Ellen Karin Mæhlum foretaget overraskende og intense grafiske bearbejdninger af billeder af geologiske former og mønsterdannelser, der snart kan iagtages med det blotte øje, snart kræver et digitalt mikroskop. Selve feltarbejdet har hun foretaget på Svalbard – i somrene 2003 og 2004  -  under en forskningsekspedition  - AMASE – der blev udsendt af forskningscenteret Physics of Geological Processes ved Universitet i Oslo. Hun har i forbindelse med den grafiske bearbejdning farvelagt billederne, således at mønstrene træder frem på en både mere intens og tydelig måde. Hun har valgt farver, der stemmer overens med de farveskalaer, der er karakteristisk for Svalbard. Når man betragter de grafiske tryk, hun har skabt på baggrund af det indsamlede visuelle materiale, har man på fornemmelsen, at man træder ind i en eventyrlig verden, der er fuld af uventede oplevelser, fantastiske mønstervirkninger, små fine nuancer og store perspektiver, der synes at rumme en uendelighedsdimension.   

 

Forlægget for den grafiske serie PLANKTONPORTRÆTTER er billeder af de fascinerende encellede planktonorganismer, der lever frit svævende i havet, søer og andre vandløb. De holder til i de øverste vandlag, hvor algerne  udnytter sollyset til fotosyntese, som er dannelsen af organisk stof. Disse bittesmå organismer, der sjældent kan ses med det blotte øje, er det første led i de frie vandmassers fødekæde.  Også i dette tilfælde har Ellen Karin Mæhlum fundet det visuelle materiale på Svalbard. Hun har fra -  2007  - arbejdet sammen med en forskergruppe i marine-mikrobiologi fra Instituttet for biologi ved Universitetet i Bergen.  Denne gruppe tog del i forskningsprojektet PAME – Polar Aquatic Microbial Ecology - som hun fik et så frugtbart samarbejde med. Gennem den grafiske bearbejdning og farvesætning af de digitale forstørrede micrografier har Ellen Karin Mæhlum  - næsten gennem et trylleslag  -  formået at give de små mikroorganismer et nyt liv og den mangfoldighed af strukturer, de rummer, har fået en særlig udtrykskraft, samtidig med at de synes at danne fascinerende og egenartede foldede rum. Hun har især koncentreret sig om at bearbejde grafisk (silketryk) og farvemæssigt fire grupper planktonorganismer, der er bygget op af helt specielle, meget varierede og fantastiske arkitektoniske strukturer.  

 

Ellen Karin Mæhlums originale og sikre grafiske bearbejdninger og farvesætning af geologiske former og plankton ligner de abstrakte malerier i kunstens verden med de mange gådefulde kæder af rumformationer og det komplicerede netværk af forskellige maleriske strategier og processer, der hele tiden krydser hinanden på mange uventede måde. Med en kunstnerisk overbevisende kraft og en sikker farvesans har hun bearbejdet en række af videnskabsmændenes billeder af en for de fleste mennesker utilgængelig verden og fremhævet dens særlige udtrykskraft, overraskende rumvirkninger og filigranagtige mønstre. 

 

Else Marie Bukdahl

Dr. phil., tidligere rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi.  

________________________________________________________________

 Ilya Prigogine og Isabelle Stengers, Den nye pagt mellem mennesket og universet, (fransk udg. 1979, dansk udg. 1985), p. 353 og 385.  

 Ibid., p. 386)

 Citeret i H. O. Peitgen og P. H. Richter, The Beauty om Fractals. Images om Complex Dynamical Systems, Springer-Verlag, New York, 1986, p. 1.

 James Gleick, Kaos. En ny videnskabs tilbliven, Munksgaard, København (på engelsk 1987, på dansk 1989), p. 168. 

 James Gleick, op. cit.,  p. 273

 Peter R. Keller og Mary M.  Keller, Visual Cues. Practical Data Visualization, IEE Computer Society Press, 1993, p. 1.

 Ilya Prigogine og Isabelle Stengers, op. cit. ,  p. 344 ff.

 Else Marie Bukdahl, ”The Relation between Art and Science – Hundred Views of Mount Fuji”, Art  and Science. Architecture’s and Art’s Site-Specific Projects, Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2006, p. 22. 

 Else Marie Bukdahl, ”Kunstens og Videnskabens billeder”, Profil, 65; 1/89, pp. 20-23. 

 ”Biotopia. Movin’Space” i Kunsten  Paper 2 , Kunsten – Museum f Modern Art Aalborg,  or 2010, pp. 10-11

 Se ”Hvordan vi undgår at få garager i Notre Dame”, interview med den franske videnskabsfilosof Michel Serres ved Peter Wivel, Information, 27. Juli 1983

bottom of page